Et tilbageblik på motorcykel sæson 2006

Jeg kom sent ud af garagen i år, først den 7. maj var vejret så godt at jeg havde lyst til at komme på “vingerne”. Kilometertælleren viste 27.500 km og jeg havde store forventninger til året. Men da foråret ikke bød på det bedste vejr skulle vi helt hen først i juli før tælleren viste 30.000 km—altså tid til eftersyn i Toftlund.

Vi kører meget sammen med at par gode venner og vi nåede på trods af det kedelige forårsvejr at besøge mange af de steder vi plejer. I løbet af sæsonen var vi blandt andet i Indelukket i Silkeborg, Rørbæk sø, Dania ved Mariager, Vejle Fjord, Karolinelund og Søby plus flere.

Vi har de sidste 5 år holdt ferie på motorcykel med vores venner og i år gik turen til Bornholm i august. Det blev en dejlig uge med godt vejr, hvor den øvrige del af landet var ved at drukne i regn, vi fik dog vores del af store regnbyger på ud- og hjemturen. På sådan en uges ferie på en ø bliver det ikke til mange kørte kilometer, selvom vi besøgte de fleste kendte steder.

Aase og jeg har kørt en del ture alene rundt i landet både med og uden medbragt mad og drikke, så vi har fået set mange steder vi normalt ikke kommer. Den sidste tur vi foretog alene var så sent som den 22. september op over Mors ud til Nissum Bredning i så dejligt vejr at vi kunne ligge på stranden og nyde den medbragte mad. Det blev ikke til så mange kørte kilometer i år som de foregående år, knap 5000km, da der ud over det dårlige vejr først på sæsonen, var dømt istandsættelse af meget i huset som har været forsømt i de godt 6 år vi har haft motorcykel.

Fra næste sæson vil jeg løbende beskrive nogle af de ture og steder vi besøger men indtil da er der dømt vinteropstalning. Olie og filter er skiftet og til februar vil jeg begynde at pudse og polere så den kan være klar til sæson 2007.